Eat-10 (Eating Assessment Tool) bliver i dag anvendt flere steder i kommunerne til at screene borgere for selv-oplevet øvre dysfagi.
Tina Hansen og jeg har lige fået publiceret artiklen “Item analysis of the Eating Assessment Tool (EAT-10) by the Rasch model: a secondary analysis of cross-sectional survey data obtained among community-dwelling elders”.
I dette studie finder vi at EAT-10:
- har en udpræget grad af lofteffekt (dvs. vi fanger ikke alle)
- fitter ikke en Rasch model (dvs. totalscoren er ikke valid og er ikke en indikator for dysfagi)
- responsskalaen fungerer ikke monotonisk og der er ikke reliabel.
Så når sensitivitet og specificitet er undersøgt, så giver det ikke nogen mening at anvende totalscoren.
Desuden så er de publicerede studier på diagnostisk præcision af EAT-10 heller ikke overbevisende (Cordier et al, 2017; Kean et al 2018).
Med ovenstående beskrevne viden stiller Tina og jeg så et stort spørgsmålstegn ved den fortsatte implementering af EAT-10 i dansk praksis. Burde vi i stedet udvikle et validt og reliabelt screeningsredskab for øvre dysfagi som er tilpasset og valideret i en dansk kontekst?
Hvad tænker du, når du læser dette?
https://hqlo.biomedcentral.com/articles/10.1186/s12955-020-01384-2