Hvordan sikrer vi, at ny viden bliver omsat til bedre praksis – og ikke blot bliver på kursuslokalet?
Det spørgsmål er centralt i mit arbejde med kompetenceudvikling inden for dysfagi.
For mig handler et godt kursusforløb ikke alene om at formidle ny viden og nye færdigheder. Det handler også om at skabe de bedste betingelser for, at medarbejderne kan anvende det, de lærer, i deres daglige arbejde med borgerne.
Jeg afviklede for et par uger siden et 8 dages kompetenceudviklingsforløb i Sundheds- og omsorgstjenesten i Tórshavns Kommune. Dette er et godt eksempel på, hvordan jeg rigtig gerne vil arbejde med at tænke implementering ind fra begyndelsen.
Tórshavns Kommune har selv beskrevet undervisningsforløbet i artiklen Undirvísing í Dysfagi, hvor de blandt andet fortæller om den monofaglige opkvalificering af 12 ergoterapeuter og 60 tværfaglige kolleger fra pleje, køkken og terapi.
En lille historie, der siger meget om implementering
På den sidste del af det 5 dages G/F.O.T.T. kursus (del 1 med 2 dage og del 2 med 3 dage) for ergoterapeuter fortalte en af deltagerne mig en historie, som gjorde mig rigtig glad.
Allerede dagen efter et af de tværfaglige dysfagikurser (som blev afholdt mellem del 1 og 2) var en medarbejder fra plejen kommet til ergoterapeuten med et konkret ønske: De havde brug for forhøjere til benene på spisebordene i fælleskøkkenet, så borgere i store kørestole kunne komme helt ind til bordet.
Det er et fantastisk eksempel på, hvad der kan ske, når medarbejdere begynder at se deres daglige praksis med ny faglig viden.
En medarbejder fra plejen havde fået øje på en konkret udfordring i borgernes deltagelse i måltider og handlede på den ved at kontakte ergoterapeuten.
En tilsyneladende lille ændring ved spisebordet kan have betydning for borgerens mulighed for at komme tæt på bordet, sidde hensigtsmæssigt, få bedre forudsætninger for at synke samt deltage i måltidet.
Det er et konkret eksempel på, at undervisningen allerede dagen efter havde sat tanker og handlinger i gang i hverdagen.
Og netop et af de formål, jeg arbejder på at opfylde på mine kompetenceudviklingsforløb.
Monofaglig specialisering og tværfaglig opkvalificering i samme kompetenceudviklings forløb
I Tórshavns Kommune tilrettelagde vi kompetenceudviklingen om dysfagi, så den monofaglige og tværfaglige undervisning blev gennemført som dele af et samlet forløb.
Ergoterapeuternes G/F.O.T.T. kursus blev afviklet over to dele. Ind imellem underviste jeg tre hold med hver 20 deltagere på det tværfaglige dysfagikursus for pleje- og køkkenpersonale. Herefter afsluttede ergoterapeuterne deres grundkursus med yderligere tre undervisningsdage.
Det betød, at den tværfaglige undervisning fandt sted, mens det monofaglige forløb stadig var i gang.
Ergoterapeuterne fik specialiserede kompetencer til at udrede og behandle borgere der har udfordringer med at synke-spise-drikke, nonverbal kommunikation og åndedrættet. Pleje- og køkkenpersonalet fik samtidig viden om dysfagi, hvordan de opsporer dysfagi samt hvordan de kan understøtte borgernes deltagelse i måltiderne samt udføre systematisk og sansestimulerende mundhygiejne.
På den måde blev der skabt mulighed for, at den nye viden kunne bringes i spil undervejs – frem for først at skulle omsættes, når alle kursusdagene var afsluttet.
Det er vigtigt for mig, at vi tilrettelægger og skræddersyer kompetenceudviklingsforløb til den enkelte organisation, så implementeringen påbegyndes allerede i forbindelse med undervisningen.
Hvad forhindrer jer i at anvende det, I har lært?
Ny viden bliver dog ikke automatisk til nye handlinger i praksis med borgerne.
Medarbejdere kan være både motiverede og fagligt godt klædt på og alligevel opleve, at det er vanskeligt at ændre praksis, når de kommer hjem efter et kursus. Måske er arbejdsgangene uklare, ansvarsfordelingen utydelig, eller de fysiske rammer og organisatoriske prioriteringer står i vejen.
Derfor afslutter jeg altid mine tværfaglige kursusdage med en fælles refleksion:
Hvad gør, at I ikke kan gå hjem og implementere det, I har lært i dag – allerede i morgen?
Som afslutning på dagen beder jeg deltagerne reflektere over, hvilke faglige og organisatoriske udfordringer der kan stå i vejen for at bruge den nye viden.
Det kan eksempelvis handle om:
- Behov for en fælles faglig forståelse af dysfagi på tværs af medarbejdergrupper.
- Uklarhed om de kan henvise til en ergoterapeut, hvis de opsporer en borger, der har udfordringer eller om de kan bestille mad med modificeret konsistens.
- Arbejdsgange, kommunikation eller ansvarsfordeling, der skal justeres.
- Fysiske rammer, hjælpemidler eller ressourcer, som skal bringes i spil.
- Beslutninger, der kræver ledelsesmæssig opbakning.
Formålet er at gøre de konkrete forudsætninger for implementering synlige, mens der stadig er mulighed for at handle på dem.
Når lederne deltager, bliver implementering et fælles ansvar
Som afslutning på kursusdagen, deltager medarbejdernes ledere også i opsamlingen og refleksionerne.
Det giver medarbejderne mulighed for at sætte ord på de barrierer, de oplever, og det giver lederne direkte indblik i, hvad der skal arbejdes videre med, hvis den nye viden skal kunne anvendes i praksis.
Nogle udfordringer kan medarbejderne selv løse gennem faglig dialog og samarbejde. Andre kræver ændringer i arbejdsgange, prioriteringer, ressourcer eller fysiske rammer.
Når disse behov bliver tydelige, kan medarbejdere og ledere sammen tage ansvar for det videre arbejde med dysfagi i organisationen.
Implementering er ikke alene den enkelte medarbejders opgave. Det er et fælles ansvar, som kræver både faglige kompetencer og organisatoriske rammer, der understøtter den ønskede praksis.
Eksemplet med spisebordene i Tórshavn illustrerer, hvordan en faglig observation kan føre til en konkret handling. Samtidig er det vigtigt, at organisationen understøtter den videre proces, så gode initiativer ikke bliver enkeltstående handlinger, men kan indgå i en sammenhængende indsats omkring borgerne.
En model, der kan bruges i andre kommuner/organisationer
Sundheds- og omsorgstjenesten i Tórshavn samlede både mono- og tværfaglig kompetenceudvikling i samme indsats.
På de tværfaglige dysfagikurser var de fleste deltagere fra plejehjemmene i Tórshavn kommune, mens kommunen på det monofaglige G/F.O.T.T. forløb solgte halvdelen af pladserne til ergoterapeuter fra andre kommuner.
Det er en interessant mulighed for kommuner/organisationer, der ønsker at styrke den tværfaglige indsats omkring dysfagi. Ved at tænke monofaglig specialisering, tværfaglig opkvalificering og implementering sammen kan man skræddersy og skabe et fælles fagligt afsæt og samtidig arbejde målrettet med, hvordan den nye viden og færdigheder skal anvendes i hverdagen hos borgerne.
Kompetenceudvikling skal kunne mærkes i hverdagen
Jeg glæder mig til at følge, hvordan Tórshavns Kommune arbejder videre med den nye viden – både monofagligt i de enkelte faggrupper og tværfagligt på plejehjemmene.
For mig er det afgørende, at kompetenceudvikling ikke står alene som en undervisningsaktivitet, men bliver en del af en løbende faglig udvikling, hvor medarbejderne får mulighed for at handle på det, de lærer.
Det kræver, at vi allerede fra begyndelsen stiller spørgsmålene: Hvad skal medarbejderne lære? Hvordan skal de bruge det? Hvad kan forhindre dem i at gøre det? Og hvad skal ledelsen understøtte?
Det er disse spørgsmål, jeg arbejder med, når jeg tilrettelægger kompetenceudviklingsforløb inden for dysfagi.
Skal vi tænke implementering ind fra begyndelsen hos jer?
Jeg tilbyder både monofaglig G/F.O.T.T. opkvalificering af ergoterapeuter og tværfaglige dysfagikurser for plejepersonale, køkkenpersonale og andre relevante faggrupper.
Forløbene kan tilpasses jeres organisation og tilrettelægges, så der fra begyndelsen er fokus på, hvordan den nye viden og de nye færdigheder kan bringes i spil i praksis.
Læs mere om mine tværfaglige dysfagikurser.
Har I brug for at styrke jeres indsats omkring dysfagi, er I velkomne til at kontakte mig for en dialog om mulighederne.